Ida
Man kan vist godt sige at jeg er vokset op på en motorcykel. Min mor, Nina Rasmussen satte mig op foran sig på sin motorcykel da jeg var et år gammel og kørte tusindevis af kilometer gennem Sydamerika. Min far kørte med min storebror.Så var skaden sket, både for mig og mine forældre. Det med børn og motorcykler var en god kombination, og vi rejste igen bare fire år senere (billedet er fra den tur, til Indonesien). Siden da har vi også rejst i Afrika, og i det tidligere Soviet.
Ca 11 år senere tilbød en ven at låne sin lille trialmotorcykel ud til familien. På en bakke på Djursland lærte jeg at køre motorcykel.
Efter at have fået papirer på koblingspunkt og gearskifte rejste jeg til Mexico som 19 årig hvor jeg fik købt mig en lille 125cc taiwanesisk kopimotorcykel. Den var alle tiders og jeg kørte ca 13000 km på den i løbet af seks måneder.
Senere gik ruten gennem Atacamaørkenen i Nordchile på en lille Honda NX250 sammen med en klassekammerat fra KaosPiloterne, hvor jeg blev uddannet fra i 2004 som projektleder.
Efter flere ture på mine onklers Susuki GSX 750 og KTM 640 er der vist ingen tvivl om at tiden for de helt små motorcykler er forbi for mig. Det er jo sjovt at have lidt motorkraft -især der hvor der er brug for den -over bjerge og sletter!
Aprilia har venligst udlånt en Aprilia Strada 650cc som jeg kører på nu. Herlig motorcykel!
Rejselysten har også fået afløb på lange ture til Indien og Kina.
Efter tusindevis af km og to år on and off i USA's ørkener er jeg endnu mere betaget af de åbne landskaber end før.
Det har vagt opsigt mange steder i verden at rejse på motorcykel som kvinde Jeg har en drøm om at mange flere kvinder får muligheden for at prøve at køre på motorcykel og at det en dag er et helt almideligt syn at det er en pige der kører. Måske motorcykelbranchen til den tid vil få øje på kvinderne!
Indtil da er det nu stadig lige så sjovt at køre på motorcykel. Som en ældre mand sage til mig, da vi talte om hvorfor der mon var så relativt få kvinder der kører motorcykel "-ja, det er i grunden mærkeligt for fornøjelsen må jo være den samme for mænd og kvinder". Og det har han jo helt ret i!
Jeg håber at jeg med Moto Mundo kan dele glæden med mange - både mænd og kvinder - ved at rejse på motorcykel.
Udkom med bogen "Direktøs" på Rosinante i sept 2009. Bogen kan købes over nettet, i boghandlere eller ved direkte henvendelse til Ida på ida@moto-mundo.com




